Alle får let adgang til energidata

feb 5, 2016

Energinet.dk går nu i gang med at etablere en lettilgængelig platform, der skal dele energidata. I første omgang vil alle, fra sommeren 2017, kunne tilgå en fuldt funktionsdygtig betaversion af energidatabanken.

 

– Der findes meget data om energisektoren både i Danmark og internationalt. Men det kan være svært at få fat på disse data. Det skal der laves om på nu, fortæller Hanne Storm Edlefsen, afdelingsleder i Energinet.dk’s afdeling for energianalyse.

I første omgang vil Energinet.dk etablere en funktionsdygtig og let anvendelig energidatabank, der indeholder et begrænset antal datasæt og funktionaliteter.

Ambitionen er, at betaversionen er klar til brug i juni 2017.

Åben invitation til samskabelse
Målet med energidatabanken er at sætte energidata fri. Det giver mulighed for nye produkter og tjenester, skaber øget åbenhed og giver aktørerne data til bedre beslutningsgrundlag.

– Energidatabanken vil indeholde de funktionaliteter og data, som aktørerne efterspørger og ønsker at anvende. Derfor inviterer vi alle med interesse i projektet til at komme til os med deres input, siger Hanne Storm Edlefsen og fortsætter:

– Men de kommer også til at arbejde. Vi har brug for en aktiv indsats fra de involverede i projektet for at sikre energidatabankens anvendelighed.

Perspektiver: Innovation, vækst og produktudvikling
– Energidata er et fantastisk værdifuldt aktiv, som hvis de stilles til rådighed på den rigtige måde, både kan skabe innovation og vækst, og understøtte en effektiv grøn omstilling, siger Hanne Storm Edlefsen.

Eksempler på energidata er produktionsdata, forbrugsdata, miljødata, elpriser, analysedata og stamdata, men også data fra Energinet.dk’s egen infrastruktur.

Energinet.dk har taget initiativ til energidatabanken, fordi virksomheden ligger inde med store mængder data og viden om energisystemet, som på grund af begrænset synlighed og tilgængelighed ikke anvendes i særlig stort omfang af andre.

2 Kommentarer

  1. Hej,
    Jeg synes at det er et godt Idee!
    Jeg elsker open-data projekter =)

    Hilsen fra Tyskland
    Soeren Jensen
    Market Analyst
    Nordgroon Energie

    Svar
    • Hej Søren

      Tak for din kommentar. Måske skulle du overveje at deltage på Open Energy Days, der bliver det open data på alle hylder 🙂 Energinet.dk skal nok tage med sig nogle fine energidata til arrangementet.

      http://www.openenergydays.dk/

      Med venlig hilsen
      Kristine Bock, projektleder for Energidatabanken

      Svar

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *